Nytår – Aktivt år?

Januar måned er ofte en måned hvor frugtordninger bliver valgt fremfor kagebord, eller hvor man mødes med kollegaen i træningslokalet fremfor fredagsbaren.

Er du en af de mange, der har lavet et nytårsfortsæt om et mere aktiv 2020? Du har måske endda lavet mål om at kunne løbe et vist antal kilometer, eller træne flere gange om ugen.

Det er vigtigt at være opmærksom på at alt aktivitet gælder. Trapper istedet for elevatoren, gå med kollegaen ud og hente kaffe, selvom han/hun er sød at tage med til dig, indføre kontorøvelser hvor i bruger 5 min på at bevæge kroppen igennem, inden i igen sætter jer ved skrivebordet.

Netop skrivebordet kan også bidrage med at øge aktivitet og sætte krav til de muskler du skal bruge for at stabilisere dig. Har du mulighed for det, anbefales det at man står op min. 2 timer dagligt. Det kan være hårdt i starten, så de 2 timer må gerne fordeles ud over dagen. Du kan gøre det nemmere for dig selv, ved at hæve bordet når du forlader kontoret i længere tid, når du kommer tilbage, starter du med at arbejde stående.

Sørg for at hæve bordet således dine arme kan hvile på bordpladen og skærmen passer i dit synsfelt. Du skal hverken kigge op eller ned. Hav en let bøjning i knæene, så du ikke overstrækker dem. Stå med en ca. hoftebreddes afstand mellem fødderne, og undgå at “hænge” i hoften, men hav vægten ligeligt fordelt på begge ben.

Begynder du at “syre” i benene, så vip frem og tilbage på foden, eller ryst benene, så du får iltet musklerne. Husk det kræver træning at stå op i længere tid, men du får heldigvis en masse til gengæld, undersøgelser har vist at du;

  • Mindsker risikoen for livsstilssygdomme, såsom hjerte/kar sygdomme og diabetes
  • Et australsk studie har vist, at man blot ved at erstatte to stillesiddende timer om dagen med to stående timer får et mere stabilt blodsukker og et sundere kolesteroltal
  • Du forbrænder ca. 50 kalorier mere i timen, ved at stå op. Undersøgelsen er baseret på 3 timer dagligt.
  • Du ilter hjerne og muskler bedre, da det vil blive lettere at trække vejret
  • Du får en bedre holdning, da du træner de kropsstabiliserende muskler
  • Du bliver stærkere i dine led – så de kan holde til de kilometer du lovede dig selv i nytårsfortsættet

 

Rigtig god fornøjelse

 

Anne Lammert, fysioterapeut